Spil og Uformel læring

Carsten Jessen – Læring med digitale medier i fritiden

En kort opridsning af  pointer fra Carsten Jessens artikel

Sociale fællesskaber:

• Være sammen med vennerne
• Online fællesskaber
  • Spil er en social aktivitet

Kompetencer:

• ”Børn og unge har kompetencer i simultan brug af medier”
• Lærer at afkode en bred vifte af medietyper og – budskaber, ligesom de lærer at forstå interaktive medier og agere i virtuelle rum.
• Beherskelse af kommunikationsform der foregår når børn ikke har været sammen fysisk
• ”I realiteten er det alene dette, at børn og unge udnytter og eksperimenterer med de nye muligheder, der er baggrunden for, at de kan siges i deres fritid at tilegne sig it-kompetencer, der har betydning i et fremtidsperspektiv.”
• Anvende både den skriftlighed vi har tradition for, og den der egner sig til virtuel kommunikation.
• Børn der anvender alsidigt og på en avanceret måde har som hovedregel ikke deres viden og kunnen fra skolens undervisning, men tilegnet sig den ved uformel læring

Læring:

• … Mange børn og unge gennem den daglige omgang med medierne tilegner sig en række kompetencer af kommunikativ, social og kulturel art, som er specifikke for den digitale kultur, de vokser op i.
• Læreprocesser i tilknytning til disse medieprodukter kan være svære at få øje på og endnu vanskeligere at se en mening med.
• For børn og unge, tæller oplevelsen som det primære, og i visse produkter som det eneste betydningsfulde.
• Evnen til at udnytte uformelle vidensressourcer i omgivelserne nødvendig i vores forandrende samfund
• Forholdet mellem samfund og undervisning er grundlæggende forandret, evnen til at orientere sig i videnssamfundet er blevet eksistentiel

Skolen

1. I forhold til massemedier, har skolen tradition for at være i opposition til det omgivende samfund. Derfor er der en naturlig skepsis overfor elevernes medieforbrug i fritiden.
2. De kompetencer der i et fremtidsperspektiv må betragtes som essentielle, er ikke nødvendigvis parallelle med de kompetencer, der satses på i skolen
3. Kunne anvende en læringsstrategi, der drager nytte af uformelle vidensressourcer i omgivelserne
4. Disse typer af læreprocesser (praksisfællesskaber) er en så integreret del af vores kultur, at de nærmest er at betragte som kulturens ”naturlige” læreprocesser.
5. Skolens forestilling om at kunne undervise børnene i brug af it medier, er bundet af en forestilling om at udviklingen vil normalisere sig, så skolen kan følge med. Dette er ude af takt med den samfundstype vi er i.
6. Undervisningsinstitutioner på alle niveauer erkende, at det omgivende samfund i sin praksis ofte vil være mere avanceret.
7. skolen må vise respekt og interesse for børnenes viden og erfaringer, ellers bliver undervisning blot et forsøg på at overføre bestemte holdninger og vurderingskriterier til børnene

Problemer:

1.  
   • Kommercielle produkter har ikke et grundlæggende pædagogisk, dannende eller opdragelsesmæssigt formål.
   • ”Voksne” ser forskelle og farer inden de ser mulighederne

 

TV interview med Carsten Jessen, på skolebænken

• computerspil er i de fleste tilfælde en social aktivitet, da børn helst sidder sammen med andre børn ved computeren eller spiller onlinespil hvor de på anden vis kommunikerer med andre børn. Børn spiller for at dele noget med andre børn

• børn spiller for at skabe legende stemning og derved socialt legerum, ligesom man før i tiden gjorde med eksempelvis kortspil

• vold i computerspil er ikke et større problem end når børn dræber hinanden i anden leg, eksempelvis cowboy og indianer. Kun meget få børn kan ikke skelne fantasi og leg, og disse kan ikke på grund af sociale problemer

• en del børn er allerede før skolealderen en del af et læringsnetværk hvor de lærer at spille computer f.eks. fra venner. Der er tale om en praksislæring, altså at man lærer ved at være en del af en praksis

• eleverne praktiserer en form for vidensdeling når de skal lære computerspil at kende. Dette skyldes at de bruger hinandens viden til at forstå spillet, og de har en god fornemmelse for hvem af deres kammerater der kan hvad

• computerspil bidrager med et konkuurenceelement, som især kendes fra drengekultur. I drengekultur er det vigtigt for den enkelte at være god til en specifik ting.

• spillene som de forskellige køn spiller ligger i direkte i forlængelse af den legekultur som de har en tendens til at have

• det er endnu ikke lykkedes at udvikle nogle gode spil med et skolefagligt indhold. Derfor er der et problem i at bruge computerspil i skolen i forbindelse med f.eks. læring af matematik eller sprog. Dog kan den viden som børnene har fra forskellige computerspil bruges mere indirekte til forståelse af faglige ting i skolen

Hans Henrik Knoop (lektor i pædagogisk antropologi på Danmarks Pædagogiske Universitet)
 

Computerspil – sag for journalister 

En kort opridsning af pointer fra Hans Henrik Knoops artikel

• Det er vigtigt at overveje hvad man egentlig oplever og lærer gennem spillene.
• Der er stadig meget, som er videnskabeligt underbelyst, og ofte overeksponeres problemerne desværre, så det kan være vanskeligt at skelne mellem væsentligt og uvæsentligt.

Der er især fire, aspekter af computerspil, der vækker bekymring i disse år, nemlig at spillene:

• kan skabe afhængighed – jagten på oplevelser og nydelse kan udarte i afhængighed/ludomani. Spillet styrer spilleren. Dette har vi allerede talrige beretninger om.
• kan øge sandsynligheden for rå vold i virkeligheden, hvis der er rå vold i spillene – jagten på udfordringer og konkurrence kan udarte i perverterede voldsspil, der øger aggressions-niveauet og kan føre til øget voldelighed i virkeligheden. Dette betragtes af de fleste læger, psykiatere og psykologer som videnskabeligt dokumenteret.
• kan føre til social isolation og kynisme – jagten på “tid til fordybelse” i enrum kan udarte i social isolation, ensomhed og depression, hvis man ikke samtidig er i stand til at skabe og vedligeholde stærke og gode sociale bånd. Computerspil kan skabe mange gode fælles oplevelser, både virtuelt og gennem konkret samvær. Drenge er ofte sammen om voldelige actionspil, hvor de i fællesskab lærer at være sammen om vold, der grundlæggende er asocial. Den sociale kontakt i det virtuelle rum er ofte af en lavere kvalitet end telefonsamtaler og fysiske møder, og en del aktivitet på nettet foregår reelt i social isolation. Skrøbelige og introverte ser ud til at være særlig udsatte i forhold til den deprimerende virkning af dette.
• kan medvirke til en forvrænget virkelighedsopfattelse – længerevarende omgang med fantasivæsner i en foto- og audiorealistisk virtuelverden kan udarte i forvrængede realitets-opfattelser og, for de mest skrøbelige, i psykotiske tilstande. Det har mange psykiatere fortalt om.

De fire bekymringer er udtryk for reelle risici, der truer skrøbelige personer mere end robuste.Et frugtbart udgangspunkt for forståelse og vurdering af de fire bekymringer kan derfor være de sunde, psykologiske behov, som ligger bag dem. Det drejer sig om:

• Behovet for at optimere vor selvstyrede, aktive, nydelsesfulde læringsproces i en social kontekst, hvor individuering og socialisering er afbalanceret.
• Behovet for udfordring og sund konkurrence.
• Behovet for at kunne koncentrere og fordybe os i dialog og enerum.
• Behovet for at være kreative, problemløsende og fantasifulde.

Hvad der er vigtigt, kan og bør man selvfølgelig diskutere, men det er i hvert fald ikke vigtigt, at man bliver god til at dræbe med headshot, med mindre man forbereder sig på krig.Der er masser af gode computerspil, som man både kan spille alene eller sammen. Fx:

• strategispil som The Sims hvor man lærer fx at få en familie til at fungere,
• en lang række forskellige manager-spil hvor man skal få en professionel gruppe mennesker til at arbejde sammen,
• SimCity hvor man skal forsøge at udvikle og styre en by til at fungere, eller
• Civilization og Empire Earth hvor man lærer betingelser for samfunds og kulturers overlevelse samtidig med, at man lærer historie.

Hvor pædagogisk effektive sådanne simulatorer er, ser man også gennem den omfattende brug heraf til træning af eksempelvis søfolk, piloter og militærfolkSimulatorer og simulationsspil er generelt gode til at træne grundlæggende succes-parametre, men de er og bliver forenklede simulationer af virkeligheden, der, ikke mindst socialt, er langt mere kompleks og kræver meget mere af os, end hvad vi indtil videre kan lære virtuelt.

Sammenligning af Carsten Jessens(CJ) og Hans Henrik Knoops(HHK) syn på computerspils indvirkning på børn

CJ og HHK skal ikke ses som fuldstændige modsætninger i spørgsmålet om hvordan computerspil har indflydelse på børns læring. De mener begge at computerspil kan have en nyttefuld funktion på børnene. Men i hvor høj grad er de ikke enige om.

Et af de punkter hvor CJ og HHK er meget uenige er på spørgsmålet om hvorvidt vold i computerspil øger antallet af voldelige børn. HHK mener at voldelige computerspil øger sandsynligheden for rå vold,grundet det øgede forbrug af medier blandt børn kan give dem et firvrænget virkelighedsbillede. Cj mener derimod at børn sagtens er i stand til skeldne imellem den vold de ser når de “udøver” når de spiller computer og hvad de kan tillade sig i virkelighedens verden. Børn er i stand til at skeldne leg(herunder computerspil) og virkelighed, og de ganske få der ikke er i stand til dette er et mindretal med sociale problemer.

HHK ser et problem i at et øget forbrug af computerspil blandt børn kan føre til social isolation og ensomhed hos det enkelte barn. Cj ser ikke en tendens i dette. Han mener at børn, i det omfang det er muligt for dem, bruger computerspil til at skabe fællesskaber med andre børn. Enten i form af fysisk samvær omkring den samme computer eller som chat i forbindelse med onlinespil. Spillene er et værktøj til at skabe en legende atmosfære og giver børnene noget at være fælles om. Den tid som børnene bruger til at spille computer med sig selv, er ifølge CJ på tidspunkter hvor børn alligevel ikke ville have socialt omgang med andre børn, f.eks. når de sidder derhjemme om aftenen og ikke kan er i kontakt med andre end dem selv. HHK erkender også at computerspil kan give noget socialt fællesskab mellem børn. Men især virtuelle fællesskaber mener han er en ringere form for socialt samvær end fysisk eller gennem telefonen.

HHK er inde på nogle sunde behov som ligger hos det enkelte barn. Blandt dem nævner han behovet for udfordring og sund konkurrence, at være problemløsende og fantasifulde. Man genkender flere af disse behov når CJ omtaler de positive ting ved computerspil. CJ siger at børn, især drenge, bruger computerspil til at skabe konkurrence. Derudover omtaler CJ de tekninker som børn bruger når de skal lære at forstå komplicerede spil, altså når børn skal eksperimentere/forholde sig undersøgende.